Hvordan skabes et alternativ? Om det radikale demokratis mulighedsbetingelser

of 16

Please download to get full document.

View again

All materials on our website are shared by users. If you have any questions about copyright issues, please report us to resolve them. We are always happy to assist you.
PDF
16 pages
0 downs
5 views
Share
Description
How can an alternative to liberal democracy and neoliberalism be developed? This question has occupied a number of political theorists from the Left, including Chantal Mouffe. This paper provides a discussion of Mouffe’s notion of radical democracy
Tags
Transcript
  138 Hvordan skabes et alternativ? Om det radikale demokratis mulighedsbetingelser  Jannick Schou, ph.d.-stipendiat, Institut for Business IT, IT-Universitetet i København Den belgiske politiske filosof Chantal Mouffe har over flere årtier udarbejdet en model for såkaldt radikalt demokrati. Hendes demokratiske model lægger vægt på konflikt, affekt og konstruktionen af kollektive identiteter som bærende elementer i et levende demokrati, og fungerer derved som et korrektiv til den eksisterende neoliberale orden. I denne artikel foretages en kritisk læsning af denne model ved at trække på begreber hentet fra den argentinske filosof Ernesto Laclaus del af diskursteorien. Derigennem  problematiseres de underliggende mulighedsbetingelser som Mouffe baserer sin model  på, hvilket fremadrettet kan danne grobund for yderligere radikaliseringer af det radika-le demokrati. Introduktion   Er der et alternativ til det nuværende neoliberale demokrati? Kan demokratiet styrkes, gøres mere inkluderende og mindre teknokratisk? Disse spørgsmål har til stadighed ud-gjort nogle af de grundlæggende problemkomplekser inden for politisk filosofi. Særligt venstrefløjen har tematiseret disse som et led i en kritik af det kapitalistiske system,  blandt andet i form af Jürgen Habermas’ (2009 [1962]) model for deliberativt demokrati  samt Chantal Mouffes (2005; 2013) post-Marxistiske model for radikalt demokrati  (Khan 2013; Karppinen, Moe og Svensson 2008; Kapoor 2002). Denne artikel foretager en analyse og diskussion af den sidstnævnte teori, nemlig Mouffes ’radikale og plurali-stiske demokrati’, også kaldet agonistisk pluralisme . Ved at trække på centrale begreber fra den argentinske filosof (og Mouffes mangeårige partner) Ernesto Laclau (1990; 1996) vil jeg foretage en teoretisk problematisering af det radikale demokratis mulig-hedsbetingelser  . Mens Mouffes teoridannelse gradvist har vundet forskningsmæssigt indpas over de sidste tyve år (Tambakaki 2010; Dahlberg og Siapera 2007), har der ofte manglet en mere teoretisk diskussion af disse mulighedsbetingelser. Forskningen har alt for ofte ledt efter empiriske manifestationer af radikalt demokrati, i stedet for at spørge ind til Mouffes teoretiske og politiske fundament . Dette er problematisk af flere grunde. Først og fremmest fordi Mouffes eget værk netop tager udgangspunkt i en teoretisk dia-  139 log og dekonstruktion af andre modeller for demokrati. For det andet fordi realiseringen af et radikalt demokrati nødvendigvis må bygge på en refleksion over dets aktualise-ringsmuligheder. Hvordan kan et alternativ skabes? Hvad er betingelserne for dette? Ved at anvende diskursteorien på Mouffe selv bliver det delvist muligt at komme disse problemer i møde. Mouffe er af både biografiske og værkmæssige årsager tæt forbundet med Laclau. Udover at være gift var de også begge forfattere til bogen  Hegemony and Socialist Strategy fra 1985. Dette værk har sidenhen dannet grundlaget for ikke blot idéen om radikalt demokrati, men også post-Marxistisk diskursteori i bre-dere forstand (Howarth 2000; Smith 1998; Torfing 1999). Formålet med denne artikel er dog ikke at overføre Laclaus argumenter eller politiske ontologi til Mouffe. Ej heller at foretage en systematisk sammenligning af disse forfatterskaber (se eksempelvis Wenman 2003). Tilgangen består derimod i at bruge Laclaus koncepter som en form for sensibiliseringsværktøj, der kan hjælpe til at udbygge og viderearbejde Mouffes model. Det er et kritisk konstruktivt snarere end evaluerende eller dekonstruerende projekt, denne artikel er ude i. Jeg vil sætte fokus på de grundlæggende forudsætninger, som Mouffe lægger til grund for sin model, og herigennem spørge, om hendes teoretisering går langt nok. Artiklens argument er, at det radikale demokrati beror på to mulighedsbetingel-ser: (1) en fælles konfliktuel konsensus om ’liberty’ og ’equality’ som tomme universa-lier, samt (2) en fælles tillid til demokratiets bærende institutioner. I denne artikel vil jeg forsøge at vise, hvordan disse to betingelser dog også fremstår delvist uafklarede i Mou-ffes forfatterskab. Artiklens argument er således, at Mouffe har en tendens til at under-kende disse betingelsers indbyggede politiske implikationer. Hverken Mouffes tomme universalier eller demokratiets eksisterende institutioner er neutrale størrelser. De er derimod – formuleret med Laclaus diskursteoriske begreber – udtryk for sedimenterede og delvist neutraliserede diskurser. Som sådan må de betragtes som dybt  politiske  stør-relser med deres egen indbyggede historik og eget normative grundlag. Mouffe overser eller afskriver for mig at se alt for ofte disse strukturelle betingelser. På denne måde risikerer radikalt demokrati at blive en affirmativ model, der ikke så meget indvarsler en transformation af de nuværende diskurser som deres reproduktion. Artiklens argument er, at Laclaus værk tillader os at se disse uklarheder og derved arbejde mod en fremad-rettet radikalisering af det radikale demokrati. Artiklen bidrager til den voksende forsk-ning om alternativ politisk deltagelse (Dahlberg og Siapera 2007; Howarth, Norval og Stavrakakis 2000; Norval 2007; Smith 1998; Husted 2015) og diskursteorien som poli-tisk filosofi (Marchart 2007; Critchley og Marchart 2004; Schou 2016; Dahlberg 2014). Ved at undersøge det radikale demokratis mulighedsbetingelser giver artiklen en større klarhed over, hvad Mouffes model indeholder og ekskluderer. Det bliver derved muligt at viderebygge og radikalisere hendes politiske projekt fremadrettet. Radikalt demokrati som politisk projekt  140 Mouffes model for demokrati blev for alvor lanceret i 1985 med  Hegemony and Socia-list Strategy  skrevet i fællesskab med Laclau .  På dette tidspunkt blev betegnelsen radi-kalt demokrati (’radical democracy’) brugt til at rammesætte hendes projekt. I en række senere publikationer, såsom The Return of the Political (1993)  , The Democratic Para-dox (2005a [2000]), On the Political (2005b) og  Agonistics (2013) er det dog navnlig  betegnelserne ’agonistic pluralism’ eller en ’agonistic model of democracy’, der bliver anvendt. På trods af disse semantiske forskydninger er grundidéen dog forblevet relativt stabil over tid. Der er ifølge Mouffe tale om et korrektiv til den ’liberale tradition’ (per-sonificeret ved Habermas og Rawls), en intervention i den neoliberale orden (Mouffe 2005) og et forsøg på at bryde med de stadigt mere deterministiske modeller, som den Marxistiske tradition tog udgangspunkt i mod slutningen af 1960’erne og 1970’erne. I modsætning til den ortodokse Marxistiske opfattelse af social transformation – der ser dette som et udtryk for et tiltagende antagonistisk forhold mellem forskellige klasser – tager Mouffe udgangspunkt i en radikalisering og udbygning af det eksisterende  demo-krati. Overgangen til et mere inkluderende demokrati sker ikke automatisk, og det kræ-ver ikke en fuldstændig omvæltning af samfundets strukturer. Hvorfor der specifikt   er tale om et opgør med neoliberalismen, vil jeg vende tilbage til senere. Først vil jeg dog gennemgå hovedtrækkene i Mouffes teori. Grundlaget for Mouffes arbejde er en udvidet forståelse af det politiske. Hun indfører derfor en sondring mellem ’politics’   og ’the    political’. I denne distinktion refe-rerer ’politics’ til den helhed af diskurser, praksisser og institutioner, der til daglig for- bindes med det institutionaliserede politiske system: ”the ensemble of practices, dis-courses and institutions, which seek to establish a certain order and organize human coexistence” (Mouffe 2005, 101). Over for dette defineres ’the political’ som et ontolo-gisk grundvilkår: ”By ’the political’ I refer to the dimension of antagonism that is inher-ent in human relations” (Mouffe 2005, 101). Mens ’politics’   altså udgør et regionalt fænomen – en afgrænset historisk helhed af institutioner og praksisformer – er ’the    poli-tical’ et kvasi-transcendent vilkår. Der er indbygget et vist antagonistisk konfliktpoten-tiale i alle menneskelige relationer og i al konstruktion af mening. Mouffe opfatter grundlæggende demokratiet som et kollektivt anliggende, der handler om at skabe fælles former for identifikation. Demokratiet kan ikke reduceres til et rent individuelt projekt eller en aggregering af individuelle interesser: ”democratic logics always entail drawing a frontier between ’us’ and ’them’, those who belong to the ’demos’ and those who are outside it. This is the condition for the very exercise of dem-ocratic rights” (Mouffe 2005, 4). Dette argument bygger dels på Carl Schmitts (2007 [1932]) forståelse af det politiske som en grænsedragning mellem et ’os’ (ven) og et ’dem’ (fjende). Men det tager samtidig også sit udgangspunkt i Jacques Derrida og de-konstruktionen. Hvis konstruktionen af en identitet altid er defineret ud fra dens relation til noget uden for denne, vil der altid være et ”konstituerende ydre” (Mouffe 2013, 4-6). At skabe kollektive identiteter indebærer derfor nødvendigvis et forhold mellem et indre (’vi’) og et ydre (’dem’). Både det indre og det ydre kan kun eksistere i kraft af deres relation til hinanden. Derfor begår den liberale tradition ifølge Mouffe en fejl, når den  141 reducerer demokratiet til individet som en autonom størrelse, eller blot summerer indi-viduelle interesser. Det kollektive kan ikke reduceres til en aggregering af enheder: det er derimod en relation og en grænsedragning. Demokrati er samtidig grundlæggende konfliktfyldt   for Mouffe. Der er aldrig  blot tale om en teknisk afvejning af fordele og ulemper ved en given politisk problem-stilling. Derimod er politiske spørgsmål udtryk for et valg imellem forskellige, internt modstridende forestillinger om det politiske fællesskab: ”Proper political questions al-ways involve decisions that require making a choice between conflicting alternatives” (Mouffe 2013, 3). For Mouffe er det netop dette konfliktpotentiale, som den liberale tænkning ikke kan indeholde og derved prøver at undertrykke. Ifølge den handler poli-tisk praksis om at nå konsensus og enighed ud fra fastlagte procedurer. Derved bliver konflikt afmonteret og ekskluderet fra starten. Den liberale tradition har samtidig også undertrykt følelser, affekt og passion som legitime og nødvendige dele af demokratiet. Ifølge Mouffe tager hverken Haber-mas eller Rawls højde for disse elementer i deres teoridannelse. Hvis der skal bygges en ny model for demokratiet – en måde, der kan gøre den demokratiske dialog dybere, øge deltagelse og mindske undertrykkelsen af forskelle – er det derfor nødvendigt at indar- bejde affekt   som et grundlæggende vilkår i demokratisk deltagelse. Konflikter mobilise-rer affekt, og et levende demokrati har brug for mobiliseringen af det affektive. Ellers er der ifølge Mouffe en risiko for, at det ender i en ren teknokratisk situation, hvor folket får en apatisk holdning til det politiske system. Spørgsmålet er nu, ud fra disse kritikpunkter af alle de elementer der traditio-nelt set ikke kan indeholdes i demokratiet, hvordan der kan etableres en model, der på en og samme tid tager hensyn til antagonisme og konflikt fremfor konsensus og orden, affekt   og  passioner   fremfor rendyrket fornuft samt  pluralisme og kollektivisme fremfor aggregeret individualisme . Det er ifølge Mouffe klart, at eksempelvis Habermas’ proce-durale forståelse af deliberativt demokrati ikke kan indeholde disse elementer. Så hvor-dan kan disse  genindsættes som ikke blot supplementære dele af demokratiet, men der-imod som en del af dets grundlæggende konstitution? Det, der særligt gør dette spørgs-mål vanskeligt, er forholdet mellem det antagonistiske og det pluralistiske: Mens anta-gonisme ’forenkler’ det sociale (se Laclau og Mouffe 2014, 117) ved at splitte det op i lejre, handler pluralisme grundlæggende om at kunne rumme mangfoldighed. Hvordan kan kompleksitet    bevares i et system, der som grundvilkår søger at reducere dette? Mouffes svar er en agonistisk model for demokrati. Ifølge Mouffe anerkender en sådan model først og fremmest, at magt og magtrelationer spiller en afgørende rolle for demokratiet. Det betyder først og fremmest, at eksisterende magtrelationer skal om-formes, så subjekter, der historisk set ikke har haft adgang til den offentlige sfære og demokratisk deltagelse, får øget indflydelse (Mouffe 2005, 99). Men magtrelationer skal samtidig ikke ses som noget, der kan afskaffes eller fjernes. Som Mouffe (2005, 22) skriver: ”To acknowledge the existence of relations of power and the need to transform them, while renouncing the illusion that we could free ourselves completely from power  – this is what is specific to the project that we have called ’radical and plural democra-  142 cy’.” Radikalt demokrati handler dermed ikke om at stoppe eller forhindre magtrelatio-ner, men derimod om at skabe institutionelle rum, hvori konflikt kan indeholdes. Dette leder Mouffe til at skitsere sin model for agonistisk pluralisme på følgende vis: “the aim of democratic politics is to construct the ’them’ in such a way that it is no longer perceived as an enemy to be destroyed, but as an ’adversary’, that is, somebody whose ideas we combat but whose right to defend those ideas we do not put into question. (…) An adver-sary is an enemy, but a legitimate enemy, one with whom we have some common ground because we have a shared adhesion to the ethi-co-political principles of liberal democracy: liberty and equality.” (Mouffe 2013, 102) Denne ’adversary’ er det, der definer agonisme. Mens antagonisme er en kamp mellem fjender, er agonisme en kamp mellem ’adversaries’. Formålet med det radikale demo-krati er derfor at omforme antagonisme til agonisme. I stedet for at udrydde konflikt skal den anvendes produktivt som selve motoren for demokratiet. Ved at give plads til agonisme – som et centralt led i demokratiets konstitution – kan Mouffe samtidig også give plads til affekt, passioner og konflikt. Demokratiet bliver et rum, hvor der er mu-lighed for kontinuerlige kampe, hvis formål er at forhandle eller reproducere bestemte hegemoniske ordner. På denne måde er demokratiet aldrig givet på forhånd, men skabes derimod i agonistiske møder mellem kollektive identiteter, der har et fælles grundlag, men er uenige om udformningen af partikulære politiske spørgsmål. Det er netop disse  fælles mulighedsbetingelser som jeg undersøger nærmere i det følgende. Hvilke kondi-tioner opstiller Mouffe egentlig for implementeringen af agonisme og radikalt demokra-ti? Hvad skal der til for at skabe dette alternativ? Det radikale demokratis mulighedsbetingelser Før vi nærmer os disse spørgsmål, bør vi dog først undersøge, hvorfor det netop er det neo liberale, som Mouffe spiller op imod. Er der noget specifikt ved denne ”hegemoni-ske diskurs”, der gør den særligt problematisk i forhold til Mouffes politiske projekt? Mouffe går sjældent ind i en reel beskrivelse af, hvad hun egentlig forstår ved neolibera-lisme som politisk og økonomisk projekt. I The Democratic Paradox fra 2000 beskrives det neoliberale dog på følgende vis: “From the political standpoint what guides me is the conviction that the unchallenged hegemony of neo-liberalism represents a threat for democratic institutions. Neo-liberal dogmas about the unviolable [  sic ] rights of property, the all-encompassing virtues of the market and the dangers of interfering with its logics constitute nowadays the ’com-
Related Search
We Need Your Support
Thank you for visiting our website and your interest in our free products and services. We are nonprofit website to share and download documents. To the running of this website, we need your help to support us.

Thanks to everyone for your continued support.

No, Thanks